Giegerich
Weingut Giegerich: Formidable vine fra Churfrankens røde sandsten
De unge brødre, Philip og Kilian fra Weingut Giegerich i Grosswallstadt, har de seneste år opnået stor bevågenhed hos den europæiske vinpresse og på toprestauranter, med deres serier af højst elegante og lækre vine.
De hvide vine er filigrane, elegante og tro imod druesorterne - selvom man må f.eks. forbløffes over kvaliteten af den prisvenlige Müller-Thurgau, der kun yderst sjældent opnår en klasse som hos Giegerich. Med rækken af lage og reserve vine, på silvaner, Weissburgunder og Chardonnay øges intensitet og fylde uden at den ranke og elegante karaktér går tabt.
På rødvinssiden er rækken af spätburgundere/pinot’er bemærkelsesværdige med lækker spændstig og moden frugt , f.eks. allerede i gutsvinen Bundsandstein, mens intensitet, fylde og elegancen stiger med ortsvinen fra Klingenberger Steinterassen - fra de stejle marker med røde sandstensterrasser. Den mest skattede vin, Klingenberger 16*26, er fra det allerbedste stykke af den stejle mark, mens Pitztaler Berg ligger lige bag Grosswalstadt hvor weingut Giegerich har til huse.
Begge disse vine er i de seneste årgange fremragende og tåler sammenligning med stor Bourgogne.